Gode råd til en lavere regning/Spareråd

De 10 bedste elspareråd

  1. Sluk lyset Sluk lyset efter dig.
  2. Skift til sparepærer Sparepærer eller LED-pærer bruger kun en fjerdedel af den strøm, som almindelige glødepærer bruger. Og så holder de oven i købet 5-15 gange længere.
  3. Brug kun halogen til spotbelysning, og sluk på kontakten til transformeren Lavvolt halogenlamper har et standby-forbrug i transformeren, også når lyset er slukket. For at undgå det, skal der også slukkes for transformeren på stikkontakten.
  4. Drop standby Køb elspareskinner til din computer og dit TV. Elspareskinnerne slukker automatisk for tilsluttet udstyr, når de ikke bruges (skærm, printer, dvd-afspiller, spilkonsol mv.). Standby-forbruget – de små røde eller grønne lamper – udgør typisk 10-15 % af dit forbrug.
  5. Køb bærbar computer og fladskærm De bruger typisk kun halvt så meget el som stationære computere og gamle skærme.
  6. Fyld maskinerne Fyld opvaskemaskinen og vaskemaskinen helt før du tænder, og vask ved lavere temperaturer. Drop kogevasken. En kulørvask kan klares på 30°C.
  7. Brug tørresnoren Giv tørretumbleren en pause, og brug tørresnoren. Skal du bruge tørretumbleren, så sørg for, at vasketøjet forinden er centrifugeret så effektivt som muligt.
  8. Hold styr på temperaturen Hold øje med temperaturen i dit køleskab og din fryser. Jo koldere der er, desto større er elforbruget. Den korrekte temperatur er 5° C i køleskabet og -18° C i fryseren. For hver grad du sænker temperaturen, stiger elforbruget med op til 5 %.
  9. Madlavning Kog dine grøntsager med kun en smule vand, og husk at lægge låg på gryden. Du kan spare op til 30 % strøm ved at koge kartofler med lidt vand i stedet for at drukne dem. Laver du mad i ovnen, så lad være med at forvarme ovnen. Fyld ovnen op og sluk for ovnen 5-10 minutter før maden er færdig.
  10. Vælg A-mærket Vælg altid A-mærkede produkter, når du skal købe hårde hvidevarer. A+, A++ og A+++ for køleskabe og frysere. A’et garanterer lavt vand- og elforbrug.

De 10 bedste vandspareråd

  1. Opvask Brug en balje i stedet for at vaske op i rindende vand.
  2. Drikkevand Sæt en kande vand i køleskabet i stedet for at lade vandet løbe til det er koldt.
  3. Bad Tag brusebad i stedet for karbad.
  4. Installer billigt selv Du kan nemt og billigt installere vandsparende teknik som sparebruser, vandbegrænser og perlator på vandhaner og brusehoveder. En perlator blander eksempelvis luft i vandet. Det får vandstrålen at føles større, end den faktisk er, samtidigt som det giver en vandbesparelse op til 40 % i en kombination med en sparebruser eller vandbegrænser. Tingene kan købes i byggemarkeder og lignende.
  5. Vaske- og opvaskemaskine Fyld maskinerne helt op og spring forvasken over. Vask gryder samt andre store ting op i hånden. Desuden er det ikke nødvendigt at skylle servicet af inden opvask, sørg blot for at større madrester er fjernet.
  6. Reparér defekte installationer Sørg for hurtigst muligt at reparere utætte installationer – dryppende haner, løbende toiletter mv. – da der kan gå meget rent drikkevand til spilde.
  7. Optøning/afkøling Brug ikke rindende vand til afkøling af mad-/drikkevarer eller optøning af frostvarer.
  8. Sparetoilet Få installeret et sparetoilet med to-skyl (stort/lille skyl). Pengene er tjent hjem på et par år.
  9. Luk for vandet Når du børster tænder, sæber dig ind og barberer dig.
  10. Vælg A-mærket Vælg altid A-mærkede produkter, når du skal købe hårde hvidevarer. A’et garanterer lavt vand- og elforbrug.

De 10 bedste varmespareråd

  1. Vær sikker på, at radiatorerne fungerer Sørg for, at radiatorerne altid fungerer, som de skal. Det gør de, når de er varme i toppen og kolde i bunden.
  2. Sørg for en passende temperatur Find en passende temperatur i de forskellige rum. For hver grad du hæver den, bruger du nemlig 5% mere energi. Der bør være mindst16°C i alle rum og ikke under14°C, da det kan give fugtproblemer.
  3. Tænd for alle radiatorer Tænd for mange radiatorer samtidig. På den måde bliver varmen behageligt fordelt. Du sparer ikke noget ved bare at skrue helt op for én radiator. Den bruger nemlig mere varme end to eller tre, der kører på kvart drift.
  4. Undgå at dække din radiator til Lad være med at tørre tøj på en radiator eller stille møbler for tæt på den. Så kan den ikke komme af med varmen og skal bruge for meget energi på at varme rummet op.
  5. Kontrollér dine termostater Radiatorens termostat må ikke være dækket af møbler eller gardiner – så kan den ikke føle rumtemperaturen. Kontrollér 1-2 gange årligt, om termostaterne virker: Når du skruer helt op, skal radiatoren blive varm over det hele. Når du slukker, skal den blive kold efter 1-2 timer.
  6. Luk luften ud af radiatorerne Luft i varmerørene forhindrer vandet i at cirkulere og stopper derfor varmeoverførslen. Problemet løses ved at lukke luften ud af radiatorerne. Sluk for varmen og åbne ventilen, der sider for enden af radiatoren. Luften hvisler ud af radiatoren, og når der kommer vand ud, lukkes ventilen igen. Luft radiatorerne ud regelmæssigt.
  7. Luft ud på den rigtige måde Luft ud 2-3 gange dagligt, så du undgår problemer med fugt og dårligt indeklima. Den bedste måde er at skabe gennemtræk i et par minutter og ikke lade vinduer stå på klem længere tid ad gangen. Husk at lukke for radiatorerne, mens du lufter ud.
  8. Spar på det varme vand Lad være med at vaske op under rindende vand. Tag brusebad i stedet for karbad. Og brug vandbesparende brusehoveder og armaturer ved køkken- og håndvaske. Vandet skal ikke være varmere end nødvendigt. Men samtidig må det heller ikke være så lunkent, at der bliver dannet bakterier.
  9. Spar på varmen med isolering og energiruder Sørg for at ydermure, loft og rør er isolerede, og at døre og vinduer slutter tæt. Vælg energiruder, når vinduer og glas skal udskiftes. Med energiruder får du mindre træk, et bedre indeklima og mindre kondensvand på indersiden af ruden.
  10. Hold øje med forbruget Aflæs varmemåleren en gang om ugen. På den måde kan du holde øje med forbruget og opdager nemmere, hvis der opstår fejl og skader på varmeanlægget.

Forbered dit budget
Husk at tilpasse budgettet efter en større opkrævning end normalt i februar og oktober. Dette fordi julens ekstra forbrug først kan ses på regningen i februar og fordi man i september igen begynder at fyre op i boligerne efter sommerens varme.

Har du spørgsmål?

Kundeservice er klar til at hjælpe dig med svar på dine spørgsmål. Kontakt Kundeservice gratis på 80 11 50 eller på mailen lg.ti1542779283ifroi1542779283ssiku1542779283n@eci1542779283vrese1542779283dnuk1542779283.

Kundeservice har åbent mandag til fredag kl. 10:00 -15:00.