Claus Andersen-Aagaard ny økonomidirektør for Nukissiorfiit

Claus Andersen-Aagaard er 36 år og har en baggrund som cand.merc. i strategi, organisation og ledelse. Claus kommer fra en stilling som chef controller i Royal Arctic Line A/S og har boet i Grønland i ca. 5 år.

”Vi har i besættelsen af jobbet som økonomidirektør lagt vægt på at finde en kandidat, som kan bidrage til at videreudvikle Nukissiorfiit, som en kommerciel og bæredygtig virksomhed”, oplyser energidirektør Michael Pedersen. ”Claus har gennem en årrække arbejdet med udviklingen af en anden grønlandsk virksomhed med overbevisende resultater. Vi ser frem til, sammen med Claus’ stærke kompetencer indenfor økonomi, forretningsudvikling og medarbejderudvikling, at styrke udviklingen af Nukissiorfiit til gavn for vores kunder”, siger energidirektør Michael Pedersen.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Nukissiorfiit, og bidrage til en fortsat udvikling af den vitale forsyningsinfrastruktur i Grønland”, siger Claus Andersen-Aagaard. ”Jeg glæder mig særligt meget til at styrke den økonomiske forretningsunderstøttelse, samt arbejde med at udviklinge mennesker i trygge rammer, og derved få afdelinger til at fungere som sammentømrede og velsmurte teams. Det er mit håb, at jeg med min erfaring fra både Vestas Wind System og fra Royal Arctic Line A/S kan bidrage positivt til en god og spændende udvikling af Nukissiorfiit”.

Claus Andersen-Aagaard har første arbejdsdag hos Nukissiorfiit den 14. august 2017.