
Projekt i SarfannguaqI år 2006 startede Nukissiorfiit et projektsamarbejde med Center for Arktisk Teknologi (ARTEK), under navnet "Fyrtårnsbygd Sarfannguaq". Formålet med projektet er at optimere bygden Sarfannguaq, i Sisimiut Kommune, inden for det tekniske område. Fra ARTEK deltager især studerende der læser til arktiske ingeniører. Den første vigtige del i projektet var at opsætte diverse måleudstyr til registrering af de vedvarende energikilder i bygden. Dette blev gjort i løbet af sommeren 2006. Vindhastigheder og vindretninger måles nu fra en 10 meter høj målestation. Dette for at undersøge om vinden er kraftig nok til at kunne drive en lille vindmølle. Målestationen måler samtidigt hvor meget solen skinner. Dette kan bruges til at undersøge om solen skinner nok til at der kan installeres solceller eller solfangere. Der bliver også målt på vandet fra bygdens vandsø, for at undersøge om den kan bruges til at drive et lille, såkaldt mikrovandkraftværk. Dette er gjort ved at placere en trykmåler i søen, samt at installere en anordning der kan måle hvor meget vand der løber ud af søen. Et af de næste skridt i projektet er at måle energiforbruget detaljeret, både hvor meget energi elværket producerer, men også hvor meget energi borgerne i Sarfannguaq bruger. I Uummannaq Kommune er et lignende, men noget mere begrænset samarbejdsprojekt mellem kommunen, ARTEK og Nukissiorfiit, opstartet. |









