Elbiler er fremtiden
I det internationale samfund er der stor enighed om, at elbiler kommer til at spille en meget stor rolle i forbindelse med reduceringen af CO2-udslippet. I Grønland er elbiler ekstra interessant, da vi har små vejnet og vandkraft i de fleste større byer.
Hidtil har elbiler dog ikke været introduceret bredt i Nordatlanten. Primært fordi der ikke har været nogen elbiler til rådighed, men også fordi man ikke ved, hvordan ekstrem frost og den meget saltholdige luft vil påvirke bilerne og batteriernes levetid.
Nordatlantisk samarbejde
Dette vil aktørerne i et nordatlantisk samarbejdsprojekt nu råde bod på.
Projektet, El-mobility, går ud på at sammenligne data på forskellige typer af elbiler, under forskellige forhold og klimaer, i de nordatlantiske egne. Udover Nukissiorfiit er Icelandic New Energy og Orkusetur fra Island samt SEV fra Færøerne med i projektet.
- Nukissiorfiit har købt to elbiler for at teste og opbygge en erfaring med elbiler her i landet og sammenligne resultaterne med dem fra vores samarbejdslande, Island og Færøerne, fortæller udviklingskonsulent Jens Henrik Nielsen, som er ansvarlig for Nukissiorfiits del af projektet.
De to biler kom til Nuuk i juli 2010.
Øget kendskab
De data der vil blive sammenlignet er; kørte kilometer, gennemsnitshastigheder, kørselsmønstre, opladningstider, elforbrug og vedligeholdsbehov. Samtidigt skal lovgivning og infrastruktur til kørsel med elbiler her i landet klargøres.
- Desuden skal der gennemføres workshops i alle tre lande, så kendskabet til elbiler bliver større, tilføjer Jens Henrik Nielsen.
Indkøbet at elbilerne er støttet af Grønlands Selvstyre og samarbejdsprojektet er blevet bevilget penge fra NORA (Nordisk Atlantsamarbejde, en komité under Nordisk ministerråd).
En Think til udlån
Valget af bil faldt på den norske Think City, som er den første, og på indkøbstidspunktet den eneste, serieproducerede elbil på markedet.
Den første måned skal formanden for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, og medlem af Naalakkersuisut for Boliger, Infrastruktur og Trafik, Jens B. Frederiksen, være testkørere af de to udstødnings- og nærmest støjfrie køretøjer.
Derefter vil en række virksomheder i Nuuk få mulighed for at låne bilerne, for at give dem erfaring med den nye teknologi. Samtidigt vil Nukissiorfiit indsamle data for bruget af dem. Senere i 2010 vil der også gennemføres et arrangement, hvor Nuuks borgere vil få mulighed for at få en prøvetur.
I starten af 2011 er planen, at en af bilerne vil blive sendt til udlåns til samarbejdspartnerne fra Island og Færøerne. Senere i 2011 vil Nukissiorfiit få en Mitsubishi i MiEV til låns gennem det samme projekt.
Læs også
2011
Nordisk interesse for vores biler, 3. marts 2011
Elbils- og brintworkshops, 21. juli 2011
Givende dag om elbiler og brint, 11. august 2011
2010
Elbiler et hit, 12. oktober 2010
Kør i elbil, 7. oktober 2010
Ansatte kørte elbil, 14. juli 2010
Medlemmer af Naalakkersuisut kører elbil, 12. juli 2010