Kalaallisut | Dansk

Ístak holder åbent hus

1. september 2010

Søndag den 5. september, kl. 9.00-16.00 inviterer entreprenøren Ístak alle interesserede til åbent hus ved byggepladsen for Ilulissats kommende vandkraftværk, ved Paakitsoq.

Istak meddeler i deres invitation, at de vil byde på rundvisning. Besøgende vil også blive tilbudt kaffe, te og smørrebrød.
   Besøgende bedes selve sørge for transporten til og fra campen i Paakitsoq. Samtidig gøres der opmærksom på at besøgende kommer til vandkraftsområdet på eget ansvar. Kendskab til sejlads ved Strømstedet og i Paakitsup Ilorlia er nødvendigt.

Kort om vandkraftværket
Med start i juni 2010 opfører entreprenørvirksomheden E. Pihl & Søn Grønland ApS, gennem deres islandske datterselskab Ístak, et vandkraftanlæg nord for Ilulissat, med Nukissiorfiit som bygherre.  Anlægget skal forsyne byen med el og afbrydelig el-varme.
   Vandkraftværket forventes at kunne levere el fra den første turbine den 1. november 2012. Hele anlægget forventes idriftsat 2013. Det vil have en årlig energiproduktion på cirka 65 GWh (gigawatttimer, 1 GWh = 1.000.000 kWh) og bliver dermed landets næststørste vandkraftværk, efter vandkraftværket i Buksefjorden, Nuuk.