Kalaallisut | Dansk

Fremvisning af brintanlægget til repræsentanter fra USA

1. juli 2010

Repræsentanter fra den amerikanske ambassade var på besøg i Nukissiorfiits hovedkontor tirsdag den 29. juni. Formålet med besøget var at få viden omkring Nukissiorfiits brintanlæg.

Assistentsekretær Dr. Kerri-Ann Jones fra den amerikanske regering og specialist i videnskabelige forhold og Bo Gregersen fra den amerikanske ambassade i Danmark kom på besøg og hørte om brintanlægget.
   Udviklingskonsulenterne Jens Nielsen og Jens-Peter Bak Henriksen fortalte om historien bag brintanlægget, teknikken, og hvordan brintanlægget fremadrettet kan bruges i Grønland.
  - Vi er involveret i Joint Committee samarbejde mellem Danmark, USA og Grønland. Der har vi tidligere talt om at søsætte brintprojekter, men det er sat i bero. Så hørte vi om Nukissiorfiits brintanlæg, hvilket kom som en overraskelse, fortalte Bo.

Interesse for fremtiden
Kerri-Ann var meget interesseret i hvornår Nukissiorfiit vil tage den næste skridt med hensyn til at udnytte brintenergi i mindre byer og bygder. Diskussionen handlede om forskning i brintproduktion og anvendelse, og om udbredelsen af viden om brint til befolkningen, politikere og andre interesserede. Derudover var der en del snak om teknikken bag brintanlægget, og hvor der kan hentes support.

Ikke kun brint
Der blev også talt en del om forholdene i Grønland, hvor der blev snakket om produktion af andre former for miljøvenlig energi. Kerri-Ann og Bo fik også at vide, at Nukissiorfiit har planer om at installere solceller, solvarme og geoenergi til den kommende tilbygning af hovedkontoret, for at vise og få kendskab til disse typer af vedvarende energi.