Kalaallisut | Dansk

Åbent hus en succes

25. juli 2011

I går søndag den 24. juli afholdte Nukissiorfiit og entreprenøren Ístak åbent hus i Paakitsoq, hvor Ilulissat vandkraftværk er under opførelse. Her fortæller Ole Kristensen, Nukissiorfiits tilsynsførende på pladsen, om det vellykkede arrangement:
 
Det blæste kraftigt søndag morgen, og da jeg så ud over fjorden foran pladsen, tænkte jeg, at der ikke ville komme en levende sjæl til arrangementet. Op ad formiddagen lagde vinden sig en smule. Lidt før klokken tolv kom en enkelt jolle med to personer. Ville det mon være alle vores gæster?
 
Ved et-tiden dukkede enkelte flere op - men så skete der noget. Pludselig kunne man se en hel stribe både på vej mod byggepladsen. Det viste sig heldigvis, at rigtigt mange havde valgt at gøre Paakitsoq til søndagens udflugtsmål. Da dagen var gået, havde 170 skrevet sig i gæstebogen. Vi tipper på, at der i alt var cirka 200 gæster. Antallet af både lå på 40-50.
 
Besøget startede med "velkomst-kaffemik" i kantinen. Der blev budt på sandwich, kager, friskbagte vafler, kaffe, te og saftevand. Mange kendte hinanden og snakken gik livligt. Fra kantinen var der mulighed for at komme med bussen ind til kraftstationen. Det blev til otte guidede ture i løbet af eftermiddagen. Samtidigt kørte seks pickups i pendulfart med gæster op til sø 187.
 
Vi havde sat programmet til at slutte kl. 16, men da alle skule have en chance for at se det hele, og da der kom gæster helt frem til kl. 16, så fortsatte arrangementet til kl. 17.30.
 
Det blev en eftermiddag med tryk på. Gæsterne mødte op glade og forventningsfulde. Der var meget stor interesse for at se byggeriet. Rigtigt mange gav udtryk for at det var spændende at se. For de af byggepladsens medarbejdere, som var engageret i rundvisningerne, var det også en meget positiv oplevelse. Det er rart at kunne vise det frem, som man har arbejdet med gennem godt et år.
 
Alt i alt blev det en dag over al forventning. Der er ingen tvivl - der bliver et tilsvarende arrangement til næste år!