Kalaallisut | Dansk

Spareråd ved opvask og skylning

Vask op i en balje
Vasker du op i hånden, så brug en balje. Du bruger langt mere vand, hvis du vasker op, når vandet bare løber uden brug af balje.

Brug en balje når du skyller
Brug en balje når du skyller grøntsager eller service. Du kan let bruge mellem 10 og 15 liter vand, når du skyller snavsede tallerkener og bestik af uden brug af balje.

Lad maskinen skylle
Det er ikke nødvendigt at skylle servicet af, før du sætter det i opvaskemaskinen. Det er nok at fjerne madresterne. Brug maskinens skylleprogram, hvis der skal skylles af. Sæt straks opvasken i maskinen. Husk at lukke lågen, også selv om du ikke skal starte opvaskemaskinen før næste dag. På denne måde holder du servicet fugtigt, så er det lettere at vaske rent.
 
Fyld maskinen
Fyld opvaskemaskinen helt op, inden du sætter den i gang. En lille opvask sluger stort set lige så meget energi som en stor. Vælg desuden det kortest mulige program og den lavest mulige temperatur, hvor opvasken bliver ren. Det sparer energi.

Køb af opvaskemaskine
Først skal du beslutte, hvor stor opvaskemaskinen skal være. Maskinerne kan rumme service fra 4, 6, 8, 12 til 14 kuverter. Det mest almindelige er 12 kuverter. Det er både energi- og vandmæssigt set bedst at vaske en gang med en stor maskine, end flere gange med en lille maskine.

Vælg en A-model der har det laveste energi- og vandforbrug. Skal maskinen anvendes i et spisekøkken eller alrum, er det vigtigt at støjniveauet er så lavt som muligt.