1. Vær sikker på, at radiatorerne fungerer
Sørg for, at radiatorerne altid fungerer, som de skal. Det gør de, når de er varme i toppen og kolde i bunden.
2. Sørg for en passende temperatur
Find en passende temperatur i de forskellige rum. For hver grad du hæver den, bruger du nemlig 5% mere energi. Der bør være mindst 16°C i alle rum og ikke under 14°C, da det kan give fugtproblemer.
3. Tænd for alle radiatorer
Tænd for mange radiatorer samtidig. På den måde bliver varmen behageligt fordelt. Du sparer ikke noget ved bare at skrue helt op for én radiator. Den bruger nemlig mere varme end to eller tre, der kører på kvart drift.
4. Undgå at dække din radiator til
Lad være med at tørre tøj på en radiator eller stille møbler for tæt på den. Så kan den ikke komme af med varmen og skal bruge for meget energi på at varme rummet op.
5. Kontrollér dine termostater
Radiatorens termostat må ikke være dækket af møbler eller gardiner - så kan den ikke føle rumtemperaturen. Kontrollér 1-2 gange årligt, om termostaterne virker: Når du skruer helt op, skal radiatoren blive varm over det hele. Når du slukker, skal den blive kold efter 1-2 timer.
6. Luk luften ud af radiatorerne
Luft i varmerørene forhindrer vandet i at cirkulere og stopper derfor varmeoverførslen. Problemet løses ved at lukke luften ud af radiatorerne. Sluk for varmen og åbne ventilen, der sider for enden af radiatoren. Luften hvisler ud af radiatoren, og når der kommer vand ud, lukkes ventilen igen. Luft radiatorerne ud regelmæssigt.
7. Luft ud på den rigtige måde
Luft ud 2-3 gange dagligt, så du undgår problemer med fugt og dårligt indeklima. Den bedste måde er at skabe gennemtræk i et par minutter og ikke lade vinduer stå på klem længere tid ad gangen. Husk at lukke for radiatorerne, mens du lufter ud.
8. Spar på det varme vand
Lad være med at vaske op under rindende vand. Tag brusebad i stedet for karbad. Og brug vandbesparende brusehoveder og armaturer ved køkken- og håndvaske. Vandet skal ikke være varmere end nødvendigt. Men samtidig må det heller ikke være så lunkent, at der bliver dannet bakterier.
9. Spar på varmen med isolering og energiruder
Sørg for at ydermure, loft og rør er isolerede, og at døre og vinduer slutter tæt. Vælg energiruder, når vinduer og glas skal udskiftes. Med energiruder får du mindre træk, et bedre indeklima og mindre kondensvand på indersiden af ruden.
10. Hold øje med forbruget
Aflæs varmemåleren en gang om ugen. På den måde kan du holde øje med forbruget og opdager nemmere, hvis der opstår fejl og skader på varmeanlægget.
Du kan også downloade en folder med vores ti bedste spareråd for el, vand og varme her.